Gert Petersens skrivelse til forfatteren, dateret 15.1.2006 (kommentar til modtaget tidsskriftsartikel):
DKPs demokratisyn frem til 1948.
Kære Søren Nielsen-Man.
Jeg synes, at det er en glimrende gennemgang og analyse og glæder mig til, at den udkommer i udbygget skikkelse i bogform. Den må da kunne sætte nogle ting på plads, især fordi den forekommer mig helt uangribelig i kildebehandlingen. Og som du selv bemærker, bygger alle historierne om DKP kuphensigter eller –planer og deres generelt u- eller antidemokratiske holdninger i perioden udelukkende på formodninger, gætterier eller, vil jeg føje til, spekulativt- deduktive slutninger (deduceret ud fra Komintern-teserne uden hensyn til følgende konkret udvikling). Arkiverne er i dag stort set tilgængelige, og der er intet kommet frem, der bestyrker disse forlydender, for så vidt angår de første efterkrigsår.
Bevares, DKP-toppen kunne jo i dyb hemmelighed have haft planer om væbnet revolution, kup eller lignende, som (vi) medlemmerne – og for den sags skyld ingen i offentligheden - vidste noget om. Jeg mener, at der er et apokryft referat (på anden eller tredje hånd, vistnok AIC) af et snævert møde i en topcirkel, (vist et udvalg under CK) hvoraf slige onde hensigter måske kan udlæses . . Du nævner det ikke, og det synes jeg er en svaghed, selvom historien er noget vrøvl. Tavshed vil med garanti blive brugt imod din bog. Det afgørende er imidlertid, at HVIS sådanne onde planer havde eksisteret, ville ledelsen da have forberedt medlemmerne på dem, på en eller anden måde (skolingsvirksomhed, øvelser, hvad ved jeg?), så de kunne gå i aktion på den store dag. Ellers ville det ikke have nogen mening. (Man skal huske, at DKP efter 1945 jo ikke var noget kadreparti med disciplinerede, velskolede medlemmer.)
Men min erfaring som medlem af DKU/DKP i 1945-1948 er den stik modsatte: at ledelsen slog knuder på sig selv for at overbevise os medlemmer om, at vejen til socialisme skulle være fredelig og parlamentarisk (understøttet af udenomsparlamentariske, men absolut legale aktioner) og i overensstemmelse med grundlovens regler. Ledelsen argumenterede endda så kraftigt for dette standpunkt, at den ofte kom i strid med en langt mere revolutionær holdning hos en del af medlemmerne. I den indre skoling blev der lagt umådelig meget vægt på det fredelige og parlamentariske. Jeg husker en pjece af Gelius Lund (oplag mindst 100000) om kommunismens grundbegreber, og jeg og mine venner syntes, at han gik lige langt nok for at gøre os stuerene i borgerskabets øjne, - ligesom i Tiden-artiklen. (Hvorfor nævner du ikke pjecen?). Du nævner heller ikke, og måske er det blevet væk i arkiverne, men jeg husker helt tydeligt fra 1945-46, da jeg var med i Øbro DKU, at en gruppe DKUere i de nordlige forstæder (hvilke, husker jeg desværre ikke) blev ekskluderet, fordi de ikke ville aflevere deres våben og forberedte partisanaktioner el.lign. Der var en næsten hysterisk holdning fra ledelsens side til alt, hvad der smagte af tendenser til illegalitet.
Nu var jeg måske selv en smule miljøskadet, fordi jeg havde tilbragt det sidste halve år under krigen i Frøslev-lejren, på en stue, der var beboet af trotskister (de er skildret i en gammel SFAH-publikation der hedder ”Mod strømmen”), og jeg var stærkt påvirket af deres revolutionære holdninger og modvilje mod ”borgfred”. Men det var ikke kun mig, der oplevede DKP-ledelsens kurs (og internt fremlagte holdninger) som en næsten-socialdemokratisk udvanding af den rette tro. Jeg husker et stort aktivmøde i det indre København – der må have været mindst en fem hundrede mennesker -, hvor Alfred Jensen fortvivlet eller rasende forsvarede sig mod angreb fra salen for at have ført ”en fingerflettende politik” (jeg husker helt præcist udtrykket) med socialdemokraterne. Det må have været engang i 1946. Jeg husker, at vi opfattede Aksel Larsen som lidt mere til venstre end Alfred, det var vist ligesom om han ikke beklagede sammenbruddet i enhedsforhandlingerne, modsat Alfred.
Jeg husker også ret tydeligt storstrejken i 1946, som du omtaler. Jeg mener, at det var dengang min ven Børge Trolle (trotskist fra Frøslev) troede at tillidsmandsmøderne under strejken var kimen til danske sovjetter. Børge Madsen (også trotskist) var stærkt inde i billedet med samme synspunkt. Men hovedrollen havde DKP, og der var såmænd en del af os unge der troede, at revolutionen stod for døren, ikke i form af et kup eller noget sovjetisk, men i form af en bred arbejderrejsning. Vi blev noget chokerede, da radioavisen kom med, hvad jeg tror var en ekstraudsendelse, for at oplæse et budskab fra DKPs FU. ”Folket har talt,” lød det, og så blev folket ellers opfordret til at genoptage arbejdet. Strejken og Aksels oprørssnak (det var samme forløb) var for at markere, hvor helvedes stærke vi kommunister er, men ikke et sekund noget oplæg til en revolution. Men hos mange arbejdere var der i disse år en næsten-revolutionær stemning (”vi vil ikke bare vende tilbage til førkrigs-Danmark”, hørte man tit). DKPs ledelse ville da gerne tjene lidt på den stemning, men var samtidig – og måske mest – optaget af at inddæmme den. Derfor efterlod storstrejken dengang en lidt flad fornemmelse.
Det kan selvsagt forekomme demokratisk mistænkeligt, at DKP principielt ville give modstandsbevægelsen hovedrollen i befrielsesregeringen. Men igen skal det ses i sammenhæng med ”tidsånden”: sidste del af besættelsen blev mere og mere opfattet som en konflikt mellem ”de gamle partier” og modstandsbevægelsen, så DKPs krav afspejlede en ret bred holdning. Men DKP-ledelsen ville da også tjene på den holdning, ingen tvivl om det. Afgørende er imidlertid at DKP ikke på noget tidspunkt slækkede på kravet om nyvalg. Til gengæld kan man, hvis man er lidt ondskabsfuld, anskue DKPs omvendelse til ”borgerligt-parlamentariske” valg på baggrund af deres klippefaste tro på en kæmpesejr ved dette valg. Det husker jeg tydeligt, selvom jeg ikke før du nævner det har hørt om 75 pct. Men vi/jeg var faktisk dybt skuffede over kun at opnå 12,5 pct.
Så er der selve demokrati-diskussionen. Der er ikke ringeste tvivl om, at DKP ville have tjent vældigt på en radikal udrensningspolitik og på at ”demokratiets fjender” blev frataget stemmeretten. (Hvordan fanden man så ville have implementeret et sådant princip!) Der var faktisk en ret betydelig tilslutning til dette krav. Også fra min side, bevar mig vel – i dag er jeg 1000 pct. overbevist om, at PH havde ret. Og jeg er klar modstander af det krav, der på ny er dukket op (hvilket da er interessant, for DKP eksisterer jo ikke mere) om forbud mod nazistisk propaganda.
Endelig til slut: jeg tror, at du har fat i noget rigtigt, når du peger på, at DKP-kursen i 1943-47/48 (jfr. 358) rummede kimen til de parti-ideer, hvis virkeliggørelse blev påbegyndt med SF i 1959.
De bedste hilsener
Gert Petersen